KOMMENTAR:

Af Bent Clausen, formand, DBU Jylland

Et U12-hold drømte om nyt kamptøj. Og pludselig fik drømmene vokseværk. Hvad med nyt udebanetøj? Og træningstøj? Trænerne gik straks i gang med at dele drømmen med forældrene, og så gik det hele rigtig stærkt. Foretagsomheden var stor, og inden længe var der rejst næsten 40.000 kr.

Og så var alle glade. Eller hvad?

Ikke helt. For der er også en anden virkelighed i den fodboldklub, som U12-holdet er en del af.

F.eks. har U12-spillerne intet med de andre hold i klubben at gøre. De ser aldrig hinanden. Hverken til opstart, afslutning eller i dagligdagen, for ingen klæder om i omklædningsrummene.

I princippet er der blot tale om 20 fuldstændige autonome enheder, der deler samme idrætsfaciliteter. Ja, faktisk spiller nogle årgange endda i andre farver end klubbens officielle, for det har deres forældre "valgt", når det nu er dem selv, der har samlet alle pengene ind til spillertøjet.

I årgangen under U12’erne, hos U11’erne, er der ikke samme ressourcer i forældrekredsen, så her spiller børnene i aflagte trøjer og har hverken shorts, strømper, træningsdragter, pandebånd, handsker, træningsjakker, sportstasker, hoodies, håndklæder, klipklapper eller alle de andre ting, som de øvrige hold nu ellers har rejst penge til.

Hvad er en fodboldklub?

Ovennævnte beskrivelse stammer fra en jysk fodboldklub, videregivet til mig af en bekymret forælder.

Og jeg både forstår og deler bekymringen, for historien rejser i høj grad spørgsmålet: ”Hvad er en fodboldklub? Og hvad vil vi egentlig med den?”

Ja, hvis man giver hold og forældre grønt lys til at køre løs på egen hånd, er klubben vel i princippet blot reduceret til en tom skal. Der er i hvert fald ikke megen fællesskab på tværs. Ja, faktisk ser disse selvstyrende enheder formentlig klubbens ledelse som nogen, der kun vil udstikke urimelige regler og begrænse udfoldelsesmulighederne og virkelysten for de enkelte årgange og hold.

Det kræver dog naturligvis, at der overhovedet findes en decideret bestyrelse. For interessant nok, men måske ikke så overraskende, er der nemlig ledige pladser i bestyrelsen i den pågældende klub.

Nu er der nok ikke så meget nyt i, at der er enkelte hold eller grupperinger i en fodboldklub, der ønsker og forsøger at gå egne veje. Den tendens er kendt fra mange andre sammenhænge, og noget som mange klubledelser formentlig bøvler og har bøvlet med.

Det takkevækkende er imidlertid graden og balancen mellem de mindre fællesskaber og det store fællesskab. Og om tendensen er stigende.

Fællesskab og sammenhængskraft

Nu kender jeg heldigvis til rigtig mange andre fodboldklubber, hvor tingene fungerer meget anderledes end i den beskrevne case. Det handler først og fremmest om, at der i disse klubber findes ledelser, der prioriterer fællesskab, sammenhængskraft og ligeværd, og som sætter rammer for råderummet på de enkelte hold og årgange, og som er villige til at stå fast på principperne, også i vanskelige situationer.

Og sådan mener jeg også, at det nødvendigvis må være.

For selvfølgelig har vi brug for forældre i fodboldklubben. Men hvordan skal vi for det første udvikle og dygtiggøre spillerne, hvis de enkelte hold lukker sig om sig selv?  Og hvordan skal vi gøre vores klub til et attraktivt sted at være, hvis vi ikke samarbejder på tværs, gør hinanden gode, og alle bare tænker på sig selv?   

Efter min opfattelse berører denne udfordring nogle af de helt grundlæggende principper, som foreningslivet hviler på. Og de ting stopper altså ikke hos den enkelte årgang eller det enkelte hold. Derfor kan det aldrig være i orden, at nogen sætter sig over klubbens interesser.

Og så understreger denne case i særdeleshed, hvorfor der mere end nogensinde er brug for stærke klubbestyrelser, med engagerede og kompetente ledere, der er i stand til at sætte en retning for en klub og som er klædt på til at håndtere de mange forskellige interesser.

(Kommentaren er tidligere blevet bragt af netmediet, Idrætsmonitor)