Jeg har sat kursen nordvest med retning mod Farsø. I Farsø Ullits Ik har de nemlig en god historie at fortælle. En historie, som andre klubber muligvis kunne få gavn af. Størstedelen af turen fra Aarhus bliver tilbagelagt på de altid charmerende motorveje, inden jeg kan få lov at dreje af ved Hobro og ud på landevejene.

De sidste ti kilometer inden jeg rammer Farsø, bliver jeg mødt af ikke mindre end tre af de velkendte, hvide skilte med blå kant med ordet ’Stadion’ skrevet i midten. Og hvis jeg kigger i pilenes retning, får jeg hurtigt øje på de store lysmaster, der rager op over alle andre bygninger i de små samfund.

Når du drejer ind på parkeringspladsen Farsø Ullits IK, bliver du ikke mødt af et nedslidt klubhus. Nej, du bliver budt velkommen til intet mindre end Dronning Ingrid Hallerne, som huser både hal, svømmehal, omklædning og cafeteria.  

Men klubhuset for fodboldklubben er ikke umiddelbart til at få øje på. Det bliver den rare centerleder, der med et smil på læben fører mig ned i kælderen, hvor fodboldklubben har fået et lokale på størrelse med et stort klasseværelse, men heldigvis uden lugten af gammel madpakke.  

Og hernede sidder dagens to hovedpersoner; Rikke Øgaard og Thomas Pedersen. Dem skal du nok få et bedre kendskab til senere.

Børnefodbold i fokus
Farsø Ullits IK er én af over 40 jyske klubber, der har indgået en aftale med DBU Jylland om at følge DBU’s nye børnestrategi. Efter 1. januar 2022 kan de dermed kalde sig en DBU Børneklub, som er et værktøj i DBU’s nye børnestrategi, der skal være med til at sikre et sundt og godt børnemiljø i klubben.

Som DBU Børneklub skal man inden for et år efter underskrivelsen tilknytte en børneudviklingstræner, og det har de nu allerede på plads i den mellemstore klub, der er placeret i det vestlige Himmerland og cirka 40 kilometer nordvest for Hobro.

Men rekruttering af en børneudviklingstræner kan være en udfordring for mange klubber. I Farsø Ullits IK har de dog fundet en løsning, som flere klubber kunne lade sig inspirere sig af.  

Brikken, der manglede i puslespillet
- Vil du have kaffe?, spørger Thomas fra det lille tekøkken, der også indeholder et køleskab og en bar.

Mit spørgsmål trænger sig på. For Farsø Ullits har fundet en børneudviklingstræner internt i klubben. Men hvordan har de gjort det? Vi har alle tre sat os til rette, og Rikke Øgaard, der både arbejder i klubbens bestyrelse og ungdomsudvalg, løfter lidt af sløret:

- Jeg kendte Thomas, fordi vi har været trænere sammen i flere år i klubben, og vi har begge spillet her også. Han kender klubbens holdninger, så den lå lige til højrebenet at spørge, om det ikke var noget for ham, fortæller hun, mens hun vifter en flue væk fra kaffekoppen.

- Vi skal altså have gjort noget ved de fluer, Thomas, griner hun. Han nikker.

Børneudviklingstræner-rollen virker også til at være noget, klubben har manglet – måske uden helt at vide det selv:  

- Da vi læste om børneudviklingstræner-rollen, tænkte vi ”den her er god”. Det var lige præcis sådan en, vi havde savnet i klubben. Altså en person der binder klubben sammen mellem bestyrelse, trænere, spillere og forældre. Så det var lidt lige som den sidste brik, vi manglede i puslespillet.

Thomas samler trådene
Men hvad er fordelene så ved at blive børneudviklingstræner – og hvordan får man overtalt en person til at tage sig af en så vigtig funktion? For Thomas faldt det ham naturligt ind:

- Jeg har selv været træner gennem flere år, men da jeg selv har en datter som spiller, forsvandt tiden lidt til det. Som børneudviklingstræner er jeg ikke bundet op på faste tider i lige så høj grad, så det var bare en stilling, der gav rigtig god mening for mig. Især også fordi jeg kender klubben så godt i forvejen, fortæller han med hænderne rundt om den efterhånden smålunkne kaffe. De kan altså godt snakke heroppe i Nordjylland.

Thomas’ opgaveliste er bred, men først og fremmest er han bindeleddet mellem de forskellige roller i klubben, og alle ved, at de kan gå til ham, hvis de mangler noget. En udfordring flere klubber nok kender til.

- Vi har hårdtarbejdende folk i klubben, der brænder for det, men Thomas sætter struktur på tingene og giver klubben noget ballast, fortæller Rikke Øgaard, inden hun tømmer koppen og fortsætter:

- En kæphest for mig er også at give et solidt tilbud til børnene. I dag sender vi dem til private aktører, men hvorfor kan vi egentlig ikke gøre det i klubben?

Trænerne går til Thomas
Thomas Pedersen er ansat til ti timer om ugen, og hans opgaver spænder bredt. Ifølge hovedpersonen selv har der også været en opstartsperiode:

- Vi har lige skulle komme i gang. Jeg startede pr. 1 august, men det hele begynder at ligne noget nu, og det er fedt, at vi lige så stille kan sætte skub i de ting, vi gerne vil.  

Rikke Øgaard kan også mærke, at klubbens trænere små småt kan mærke Thomas’ indtog og påvirkning:

- Jeg har nu oplevet flere trænere som siger, at ”den tager jeg lige med Thomas”. Så de ved, de kan bruge ham, og at han kan hjælpe, og det giver jo en ro og tryghed hos vores trænere.

Ude på banerne er der fuld gang i børnetræningen, og man fornemmer efteråret er ved at bide sig fast. Jeg har i hvert fald ikke taget tøj nok på til at kunne gennemføre et helt træningspas.

Med kolde hænder sætter jeg mig i bilen og venter på, at motorens varme skal sprede sig. Mørkets frembrud er begyndt, og mens bilen snor sig rundt på de små landeveje, bliver jeg mødt af de tre samme, velkendte skilte.

Og da jeg igen kigger i pilenes retning, får jeg endnu engang øje på lysmasterne, som nu er i fuld gang med at bidrage til høj puls, fællesskab og liv til områdets hårdtarbejdende fodboldspillere og -trænere.