MENU

Debat: Hvor er tålmodigheden blevet af?

Hvorfor har nogle børn og unge så travlt med at med at skifte klub, og hvorfor er det overhovedet relevant? B1903's sportschef Mads Agner Veng giver i dette debatindlæg sine personlige råd og anbefalinger til fodboldforældre omkring klubskifter.

Debat: Hvor er tålmodigheden blevet af?

Læserbrev af: Mads Agner Veng, sportschef B1903

NB: Nedenstående er et udtryk for mine egne personlige holdninger og ikke klubbens.

 

Fodbold. Et spil som mange elsker, og alle har en mening om. Om det er fra sofaen, på stadion eller i den lokale fodboldklub. Og det er lige præcis sådan, det skal være. Men grundlæggende skal vi have respekten med i vores meninger og ikke bruge dem til at presse vores børn til ting, de ikke er klar til. Eller har et behov for. For hvem ved bedst?

Der går ikke en uge uden, at jeg bliver orienteret om, at et af vores medlemmer nu prøver sig af i en anden klub. Nogle gange får jeg beskeden af den ”nye” klub og andre gange af holdkammeraterne, som ikke forstår det. Men meget sjældent af forældrene selv. Det er selvfølgelig et frit valg, hvor man ønsker at spille fodbold. Men hvorfor skal det gå så stærkt, og hvorfor er det overhovedet relevant? Er det den klassiske tanke om, at græsset er grønnere på den anden side, drømmen om at blive professionel eller frygten for, at man skal fortælle ens venner, at man kun spiller på et bestemt niveau. Jeg ved det ikke og jeg tror heller ikke, at jeg kommer til at forstå det.

Jeg anerkender 100% et klubskifte, hvis spilleren er vokset ud af klubben pga. niveau, eller at spilleren ikke føler sig glad. Sidstnævnte kan der være mange faktorer til. Det plejer vi dog at kunne løse problemet ved dialog og opmærksomhed på situationen, men det er heldigvis sjældent, at det er det, som skiftet drejer sig omkring. Det drejer sig ofte kun om at være på det bedste hold. Med de bedste spillere. Og vinde de største pokaler. Men er det spilleren selv som giver udtryk for dette, eller er det forældrene?

Ordet proces er blevet flittigt brugt de seneste mange år, og derfor tror jeg, at vi lige nu oplever et rigtigt kedeligt resultat af dette. Nemlig at forældrene kun ønsker resultaterne på bundlinjen og ikke kan se, hvor vigtig vejen dertil er. Om det er i skolen eller fodboldklubben, det betyder ikke noget. Grundlæggende skal man se på det sådan, at klubberne har ansat ”eksperter” til at varetage opgaverne og foretage vurderingen. De er uddannede og dygtige til det, de gør. Derfor bør forældrene lytte til de råd, de kan give. Ligesom vi gør til skolens lærere, hvis de anbefaler at ens barn bør gå en klasse om, eller til lægen hvis man får besked om at holde en pause fra at løbe, pga. at ens knæ er ved at gå i stykker.

For er det vigtigt om ens barn spiller på 1., 2. eller 3. holdet? Om ens barn spiller i B1903, HIK eller en tredje klub? I min optik, er det grundlæggende ligegyldigt. Bare barnet føler sig tilpas, kommer glad hjem fra træning og oplever en tilpas mængde og blanding af udfordring og succes. For det er det som gør, at man bliver ved med at komme tilbage til træning. Gang efter gang.

Selvfølgelig er vi i B1903 en fodboldklub og vores kerneprodukt er fodboldtræning. Men er vi ikke ligeså meget stedet, hvor man får venner for livet og lærer nogle andre værdier end dem, som præger vores samfund i dag? Sådan var det engang, men jeg bliver mere og mere i tvivl, om det er værdier, vi kan fastholde, hvis der ikke er et tydeligt samspil mellem hjemmet og klubben.

Jeg er selv far til to dejlige børn, og jeg ønsker også det bedste for dem. Evigt og altid. Men det er centralt for mig at lære dem at ting tager tid. Man skal øve sig, og det er vigtigt at være tålmodig.

Derfor har jeg en bøn og et råd til alle forældre – I skal være tålmodige. Vi vil alle i B1903 det bedste for jeres børn, og vi vil aldrig kunne finde på at holde dem tilbage, hvis de er gode nok til en ny udfordring. Hvis I alligevel ønsker at skifte, så sørg for at det er et skridt op og ikke et skridt til siden.

Og til alle andre klubber, som er på samme fodboldmæssige niveau: Afvis henvendelsen fra overambitiøse forældre og sig til spilleren, at han eller hun bør blive i deres lokale klub. På den måde vinder vi alle. For i sidste ende er det sådan, at hvis spilleren er god nok, så skal han/hun nok blive opdaget af de største klubber. Selv de næststørste.

 

(Indlægget har tidligere været bragt i DBU Københavns magasin. )

Log ind