(kronik bragt i Politiken 23. marts 2020)

Timerne inden statsminister Mette Frederiksen annoncerede det første blandt flere velvalgte politiske tiltag i bestræbelsen på at begrænse skaderne af den omsiggribende Corona-virus, tilbragte jeg efter endt arbejdstid nogle stunder i den lokale fodboldklub Brabrand IF.

Her havde vi allerede truffet de første Corona-relaterede foranstaltninger, der udover DBUs generelle sundhedsmæssige forskrifter også omfattede aflysning af indendørstræning med videre. Årsagen til min udflugt til Brabrand stadion var dog ikke for at inspicere om forskrifterne nu blev overholdt af alle. Den slags har vi sjældent de store udfordringer med.

ANDREAS RASCH-CHRISTENSEN

Forskningschef hos VIA University Aarhus, fodboldskribent og bestyrelsesmedlem i Brabrand IF. Ud over at være frivillig klubleder er han bl.a. også involveret i Fodboldens Udviklingsnetværk under DBU Jylland. Et netværk som arbejder med at styrke breddefodbolden i Aarhus.

Fodboldfællesskabet er et privilegeret frirum
Turen er et led i de hyppige og privilegerede frirum en rejse ind i fodboldfællesskabet fører med sig. På behørig afstand observerede jeg 2. divisionsholdets træning på vores nyanlagte kunstgræsbane. Det blev til en kort sludder med cheftræneren om det, som vi troede, ville være næste rundes kamp mod Jammerbugten.

Uden håndtryk hilste jeg på en af forældrene til U11-drenge, der trænede på banens anden halvdel. Drengene holdt fokus på deres træning, men lejlighedsvis faldt deres blikke på de lokale helte fra divisionsholdet. Det blev også til en kort samtale med en af U11-drenge, der trods hans iklædte Barcelona-trøje forsikrede mig om, at han er fan af Liverpool ligesom jeg. You´ll Never Walk Alone sluttede han af med at sige.

Denne Liverpool-hilsen, der bryder indgangen til hjemmebanen Anfield Road, udkrystalliserer på mange måder det fællesskab, som er fundamentet for fodboldklubber og andre frivillige foreninger. Vi er sammen med hinanden om noget. Spillerne, trænerne, forældrene og de øvrige frivillige bindes sammen af klubbens ambitioner om talent og bredde, om værdier som forskellige og fællesskab. Og det er i de konkrete møder med hinanden i klubben, at disse værdier materialiserer sig.

Hvilke rammer tilbyder de frivillige foreninger?
Med rette betød Statsministerens udmelding, at klubben lukkede ned for træning, kampe og organiseret samvær. Lige præcis det bør for alvor få os til at sætte pris på de rammer, som de frivillige foreninger tilbyder. Vi bør overveje, hvordan vi fastholder dem og udvikler dem fremadrettet.

Vi indgår i mange typer af fællesskaber i løbet af livet. Familien, vuggestuer, børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og arbejdsmarkedet. Nogle indgår i alle typer. Andre indgår i færre. De er betydningsfulde, fordi vi er sociale væsner, der godt kan lide at være sammen med andre. De er lærerige, fordi vi udvikler os, når vi er sammen med andre. Også nogle, der kan noget andet end os selv.

De frivillige foreninger er karakteriseret ved, at vi netop frivilligt vælger dem til. Måske er et par spillere blevet kraftigt opfordret til at gå til fodbold af sociale og sundhedsmæssige årsager, men ellers er spillere, trænere og frivillige samlet om passionen for fodbold og fællesskabet omkring.

Samlet omkring et fælles fodslag
Vi er også samlet omkring et fælles fodslag funderet på nogle normer og værdier. Man kan ikke overføre traditionel virksomhedsledelse på frivillige foreninger. En bestyrelse kan sætte retning, men den får kun gennemslagskraft, hvis den vækker genklang og opbakning fra klubbens frivillige. Ellers vil de forlade foretagenet til fordel for en af tilværelsens mange øvrige tilbud.

Egentlig er det en lignende øvelse, som skal bringe os igennem den næste svære tid. Statsministeren kan sætte retning, fraråde og sågar forbyde større forsamlinger, som også omfatter fodboldklubbens aktiviteter. Det er dog kun, hvis vi rent faktisk alle tager ansvar og efterlever retningslinjerne, at de potentielt får effekt.

Og det gør vi selvfølgelig, fordi vi som samfund står bag de udsatte og sårbare og gerne alle vil bidrage til, at også samfundsøkonomien og de påvirkede menneskeskæbner ikke lider mere overlast end højst nødvendig.

Måske kan den svære situation sågar få os til at rykke endnu tættere sammen i de frivillige foreninger. Selvsagt ikke i bogstavelig forstand, men i overført betydning. Frivillige foreninger mister medlemmer og netop frivillig arbejdskraft. Forhåbentlig vil det sociale afsavn, som nogle nu føler, få flere til at involvere sig i fællesskaberne fremadrettet. For dem, der allerede er involveret, kan det betyde, at de kommer til at værdsætte klubber og foreninger endnu mere.

Tid til tanker og refleksioner
Ud over metarefleksioner over værdifulde fællesskaber og savnet ved fodbold, hvad kan vi så som klubbens græsrødder stille op i en tid, hvor klubdagligdagen er sat på pause?

Tiden går som oftest med det konkrete omkring træning og kampafvikling. For sjældent er der lejlighed til at drøfte, hvordan vi får klubben til at hænge sammen på tværs af holdene. Fra ungdom til seniorerne. Hvordan sikrer vi et godt optag, fastholder dem og udvikler dem fremadrettet i et konstruktivt spændingsfelt mellem talent og bredde, således at der potentielt også er fødekæder til seniorrækkerne? Det kan ske gennem ekstratræning på tværs af holdene varetaget af divisionsspillere eller ved at koble træning mellem de ældste ungdomsårgange og seniorholdene.

Sammenhæng i klubben kan også etableres mere overordnet ved at involvere bestyrelse, frivillige, trænere og forældre i en drøftelse af, hvad vi generelt set gerne vil stå for som klub. Skal det være en klub for lokaleområdet, der samarbejder tæt med skoler og dagtilbud omkring krop og bevægelse, børnefodbold og uddannelse af nye trænerspirer? Eller skal klubben fokusere mere på at understøtte nogle af lokalområdets udsatte og få dem involveret i klubben som spillere og andre sociale arrangementer?

Når det nu netop drejer sig om en frivillig forening, så kan tiden også bruges på at overveje, hvordan vi arbejder med rekruttering, fastholdelse og udvikling af frivillige trænere. Nogle har brug for formaliserede kurser, andre for sidemandsoplæring, og det hele skal ske med behørig respekt for deres tid og engagement. De skal føle sig værdsat, men også rustet til den store og vigtige opgave, som de står med.

Fællesskab på tværs
Endelig kan det være, at ikke alle udfordringer skal løses isoleret af hver enkelt klub. Rekruttering og fastholdes af trænere forekommer at være en fælles udfordring for mange klubber, ligesom velfungerende samspilsflader mellem en skole og en fodboldklub sagtens kan udbredes som inspiration for andre. De fleste klubber ved formodentlig intuitivt, at samarbejde på tværs kan gavne, men tiltaget til at gøre det kan lide under, at der er nok andet at se til, når bolden for alvor ruller.

Når coronaen sætter det værdifulde klubliv og fællesskab på pause, så medfører det et afsavn, og vi glæder os til at komme i gang igen. Netop det kan bruges som ammunition til det fremadrettede. Vi tænker på vigtigheden af at stå sammen og være sammen. De tanker kan bruges som afsæt til udvikle de frivillige foreninger fremadrettet. Tanker kan blive til konkrete initiativer. Det kan vi godt drøfte med hinanden virtuelt, mens vi glæder os til at spille fodbold igen.